Jeg vil lige sige på forhånd med det her indlæg, at det ikke er skrevet for at få medfølelse, eller ynk. Det er skrevet for at informere, samt at gøre opmærksom på, at nogle gange kan livet overraske en og at nogle gange, der fungerer systemet i det danske samfund knap så godt, hvad angår mennesker der har brug for hjælp. Ikke dem der snyder og nasser på samfundet, men dem som faktisk har gjort en indsats, men stadigvæk ikke kan få livet til at fungere optimalt. Derfor kommer der her en historie.
Jeg har haft det svært på det sidste, hvilket ikke er første gang. Siden jeg har været 14 år gammel, har jeg formået at få 1 - 3 depressioner i gennemsnit på et år - det er i år 8 år siden jeg var fjorten, så i kan selv regne ud, at depressionerne og nedturene har været mange. Det har været svært, det har været udmattende og det har gjort ondt, ikke kun på mig, men også min familie, venner, og selvfølgelig Dennis i denne omgang også.
Jeg har fået behandling i de fleste af tilfældene, imens andre gange prøvede jeg at tæske mig selv igennem det, ved at fortælle mig selv at nu måtte jeg stoppe, for det kunne jo ikke passe at jeg kunne blive ved med at blive nedtrykt. Det kunne ikke passe, at jeg som ungt menneske ikke kunne få mit liv til at fungere, når alle andre på min alder kunne.
I denne omgang gang kastede jeg dog for alvor håndklædet i ringen. Jeg opgav en smule mig selv og tænkte, at jeg åbenbart bare var et kompliceret menneske, hvilket også var derfor at jeg gik til lægen. Så der sad jeg med mine nye læge, hvor jeg åbnede mig op omkring hele mit liv, fordi jeg var udmattet, tynget for energi, ked af det og håbløs. Jeg havde mistet mit mod i de mange kampe. Jeg havde mistet min gnist. Oveni mit humør havde jeg også erhvervet mig hovedpine i den højre halvdel af hovedet, samt voldsomme næseblods-episoder, hvilket jeg ellers aldrig har døjet med før.
Lægen kigger på mig og spørger ind til de behandlinger jeg har modtaget, hvorefter jeg fortæller lægen, at jeg højst har modtaget behandling fra en psykolog i 5 måneder af gangen, når jeg har været afsted - også trods jeg har modtaget hjælp fra ungdomspsykiatrien i Esbjerg, da jeg var 14 år. Min læge kigger på mig med et blik, hvor jeg godt kan fornemme at der måske er noget galt. Han rømmer sig en smule og fortæller mig, at han ved godt at det nok er svært at høre, men efter hans personlige vurdering, der har jeg stadigvæk den samme depression, som jeg startede ud med at få da jeg var 14 år.
Jeg var mundlam. Tom for ord og en anelse forvirret også, for hvordan kan det lige hænge sammen?
Lægen fortæller mig, at den optimale behandling er op til et år, fordi der vil forekomme tilbagefald undervejs. Mit problem er, at hver gang jeg har været symptomfri har mine behandlere (psykologer) givet slip på mig, uden at informere mig om tilbagefald.
Så hver gang jeg har modtaget behandling er jeg kommet ovenpå i en periode, for igen at falde ned i et hul pga. tilbagefald. Men jeg har ikke kunne gøre noget anderledes, da jeg ikke har haft de værktøjer det krævede i situationerne, fordi dem der har behandler mig hver gang har givet slip på mig for tidligt.
Jeg har haft svært ved at tackle informationen og har derfor brugt mine dage på, at vænne mig til tanken og tænke fremad, trods jeg stadigvæk er ked af alle de ting, som jeg ikke kan lave om. Denne tilstand har fyldt SÅ meget i mit liv, fordi jeg har haft svært ved at passe skole, job og mit socialliv, hvilket er nogle vigtigste ting når man er ung. Jeg er ligeledes skuffet over, at min læge jeg har haft igennem mange år da jeg boede i Jylland, ikke har gjort mere ved min situation, trods jeg er gået til læge næsten hver gang. Hun fik mig faktisk endda til tider til at føle mig dum med hendes 'kommer du nu igen med det her problem' attitude. Jeg ved ikke om jeg er sur, men jeg er skuffet over denne behandling igennem de sidste par år, fordi alt det her modgang kunne have været undgået, hvis bare jeg havde fået den rigtige behandling - men hvor har hjælpen været henne? Og hvis jeg er gået igennem sådan en periode på så mange år uden optimal hjælp, hvor mange andre sjæle går der så rundt derude, som måske kæmper samme kamp med sig selv, fordi man netop tror det er en selv den er gal med, trods man ikke selv kan gøre en forskel medmindre man modtager hjælp.
Nu tænker i sikkert hvad der skal ske og planerne er simple. Jeg skal i behandling - Min nye læge havde snakket om lykkepiller, men dem er jeg slet ikke indstillet på at skulle tage, trods jeg ved at det kun er en kort periode i mit liv, så har jeg bare ikke hørt særlig meget godt om disse piller, fordi man netop får svært ved at mærke sig selv OG man har stor risiko for at tage på i vægt, hvilket et to meget vigtige facts for mig. Jeg påbegynder det her med åbent sind, og jeg er ligeglad hvor længe det kommer til at tage, så længe jeg ender på den anden side med mulighed for, at kunne leve et bedre liv. Jeg synes ikke jeg har et dårligt liv nu, men jeg har lig i lasten der gør, at jeg synes livet nogle gange kan føles svært at leve, hvilket heller ikke kan undgås efter så mange år med svingninger, selvfølgelig - men jeg vil kæmpe den her kamp. Jeg vil blive rask, og derfor bliver jeg det også.
Som sagt, så er indlægget ikke skrevet fordi jeg vil have medfølelse, men nærmere for informationens skyld, for hvis der sidder nogle derude der har kæmpet lige så meget som mig, så skal i bare vide at i ikke er alene. I skal ligeledes vide at det er jer selv, som skal kæmpe for et bedre liv - om det så handler om at modtage hjælp, gå til læge, SKIFTE læge, eller hvad der ellers virker for jer, så gør det. Jeg er ked af at jeg har været for svag og for autoritærtro, da alt det her så kunne have været undgået, men det er altid nemt at være bagklog bagefter. Jeg håber mit indlæg har kunne bidrage til nogle tanker, for måske er det ikke lige dig som har det svært, men måske en af dine nærmeste? Uanset hvad, så har man brug for hjælp når man står i sådan en situation her. Jeg har været heldig at have Dennis i denne omgang, men det er ikke sikkert at alle er lige så heldige som mig.
D. 29 august starter jeg på mit studie, hvilket jeg glæder mig helt vildt meget til, trods det bliver svært at møde en masse nye mennesker, nu hvor der skal ske så mange andre ting samtidig. Men jeg er indstillet på at nogle dage bliver regnvejrsdage og andre dage bliver solskinsdage, og så må jeg tage den derfra. Jeg har ikke givet op, tværtimod har jeg fået kampgejst tilbage nu hvor lægen har fået mig til at forstå, at jeg kunne ikke gøre en forskel dengang, men det kan jeg nu, for jeg ved bedre.
Modgang gør en stærkere og jeg er helt sikker på, at på den anden side af det her, der kommer jeg ud som en meget stærkere pige. Jeg tror stadig på det bedste i livet og jeg tror på, at man er her for at lære. Alting bliver bedre nu, det kan jeg mærke i mit hjerte, og det er utroligt lettende, beroligende og dejligt.
Jeg tror på det bedste, for nok har denne periode suget mange følelser ud af mig, men aldrig mine drømme eller mit håb.
Man kan ikke lave regnbuer uden regnbyger - og min regnbue, den skal nok blive smuk.
